
Emil Falster
Internaliseret ableisme og udvikling af kritisk bevidsthed – magt, modmagt og crip-solidaritet i Danmark
I denne artikel undersøges, hvordan internaliseret ableisme former menneskers selvforståelse og identitet, samt hvordan kontekstuelle og crip-teoretiske handicapforståelser kan fremme udviklingen af kritisk bevidsthed og crip-solidaritet. Med afsæt i kvalitative interviews med unge voksne med funktionsvariationer analyseres, hvordan internaliseret ableisme – såsom forestillinger om handicap som tragedie, byrde eller afvigelse – fungerer som affektiv magt, der producerer skam, selvbebrejdelse og selveksklusion. Analysen viser samtidig, at disse forståelser er foranderlige, særligt gennem møder med kontekstuelle og crip-teoretiske perspektiver, der gentænker handicap som et socialt og relationelt fænomen og som en legitim og værdifuld identitet. I artiklen argumenteres der for, at disse perspektiver kan skabe erkendelsesbevægelser, der muliggør nye former for identitet, modmagt og frigørelse. Hertil introduceres begrebet crip-solidaritet som en handleorienteret solidaritetsform, der ikke bygger på kapitalistiske produktivitetsidealer, men på erkendelsen af ontologisk delt sårbarhed. Crip-solidaritet udgør her et generativt alternativ til dominerende ableistiske og neoliberale idealer og normer og peger i stedet på nye former for politiske alliancer og kollektiv mobilisering. Artiklen belyser dermed det generative potentiale i kontekstuelle og crip-teoretiske handicapforståelser og i erkendelsen af delt ontologisk sårbarhed, som grundlag for solidaritet og samfundsforandringer.
Nøgleord: Ableisme, Crip Theory, handicap, magt, solidaritet
Tine Fristrup
Præcisionsableisme i det aldersintegrerede samfund
Denne artikel analyserer det aldersintegrerede samfunds dis/positioner gennem en kritisk teoretisk syntese af alderssociologi, dis/ability-studier og affektteoretiske perspektiver. Artiklen argumenterer for, at overgangen fra et aldersdifferentieret til et aldersintegreret samfund installerer en sofistikeret
form for neoliberal-ableisme, hvor funktionsevne erstatter kronologisk alder som samfundsmæssigt organiseringsprincip. Gennem Campbells begreb om ’præcisionsableisme’ vises det, hvordan tilsyneladende objektive funktionsmålinger maskerer normative imperativer om konstant selvoptimering. Integrationen af Staunæs og Vertelytés begreb om ’affektiv dissonans’ udvider analysen til at omfatte de kropsligt mærkbare spændinger, der opstår i intergenerationelle møder omkring aldringsdiskurser. Artiklen introducerer ’domæneduelighed’ som en ny disciplinær teknologi, der kræver funktionsadministration og -demonstration på langs og på tværs af domænerne uddannelse,
arbejde, sundhed, familie og fritid. Analysen viser, hvordan det aldersintegrerede samfund producerer strukturel udbrændthed gennem vedvarende krav om livslangt at vedligeholde ’den normale aldrings kropskapabilitet’, der er formatteret af neoliberal-ableisme, hvor det at kunne ’overkomme’ funktionsnedsættelser installeres som en samfundsmæssig normering af det nye lange liv. Artiklen konkluderer, at det nye lange livs dis/positioner symptomatiserer en neoliberal samfundsorganisering, som rummer potentiale for alternative og relationelt orienterede organiseringsprincipper som fx udviklingen af ’affektive gerontopædagogikker’.
Nøgleord: Præcisionsableisme, aldersintegreret samfund, affektiv dissonans, domæneduelighed, dis/positioner, neoliberal-ableisme, affektive gerontopædagogikker
Gitte Lyng Rasmussen, Hanne Meyer-Johansen, Anthon Sand Jørgensen og Kim Rasmussen
Ældreliv på velfærdsstatens betingelser
Ældre mennesker med udviklingshandicap er en voksende gruppe af medborgere i Danmark. På trods heraf er der meget begrænset forskningsviden om denne gruppes hverdagsliv, herunder de sociale relationer og fællesskaber de har i deres hverdagsliv. Med afsæt i et etnografisk feltstudie blandt ti
ældre mennesker med udviklingshandicap, vil artiklen beskrive og analysere forskellige aspekter af fænomenet ”ældreliv”. Artiklens analyser bygger på feltnoter. Uddrag herfra anvendes til at eksemplificere forskellige aspekter af de ældre menneskers hverdagsliv. Eksemplerne illustrerer mønstre identificeret i det empiriske materiale. Med inspiration fra sociologen Hartmut Rosas teoretiske perspektiver på resonans og fremmedgørelse peger artiklen på de mere problematiske aspekter ved livet som udviklingshandicappet ældre, ligesom artiklen fremhæver eksempler på resonans og momenter af ”det gode liv”. Der er tale om et ældreliv, der leves på velfærdsstatens betingelser, og hvor de velfærdsstatslige institutioners prioriteringer og organisering af omsorg, støtte og hjælp får en afgørende betydning for de muligheder og barrierer, som den enkelte oplever i forhold til at leve et godt ældreliv som handicappet. Artiklen konkluderer, at dette vilkår for ældre med udviklingshandicap har stor betydning for den enkelte, men at disse vilkår og rammer synes at stå i kontrast til de idealer om et aktivt ældreliv, der er forankret i tidens aldringspolitiske fordring om ’aktiv aldring’.
Nøgleord: Ældreliv, udviklingshandicap, etnografisk feltstudie, relationer,
velfærdsstat
Randi Andersen og Marianne Brodersen
Grundfortællinger i velfærdsarbejde med ’ældre’ og ’handicappede’
Historisk har velfærdsstatens omsorg for ældre og handicappede været varetaget i forskellige sektorer og institutioner. Artiklen udforsker betydningen af denne adskillelse, betragtet ud fra medarbejderes forestillinger om god praksis på tværs af plejecentre og botilbud for handicappede. Gennem analyser
af medarbejderes praksisfortællinger peger artiklen på en række ‘grundfortællinger’ om, hvad der er væsentligt i arbejdet. Medarbejdere på plejecentre lægger vægt på at inddrage beboerens livshistorie, og at trøst er et vigtigt element i plejen. I fortællingerne fra botilbud vægtes det at inddrage beboeren
i udviklende aktiviteter højt samtidig med at balancere dilemmaer i forhold til beboerens selv- og medbestemmelse. På tværs af plejecentre og botilbud ses desuden en opmærksomhed på regulering af beboernes adfærd. Artiklen diskuterer forskelle og ligheder i grundfortællinger i relation til de to områ-
ders udviklingshistorie og de værdier, der knytter sig til institutionerne og deres beboere. Artiklen bidrager med indsigt i, hvordan den historiske adskillelse af velfærdsarbejde med henholdsvis ældre mennesker og mennesker med handicap tager sig ud, når man betragter det inde fra de professionelles
perspektiv. Det komparative blik åbner op for kritiske spørgsmål til de menneskesyn og rettigheder, der ligger indlejret i grundfortællingerne, og som får betydning for beboerne på de to typer af institutioner.
Nøgleord: Ældre, handicap, botilbud, plejecenter, livshistorie, normalisering,
uafhængighed, narrative metoder







