Vejledning til reviews for Dansk Sociologi
Bedømmelsen foregår under gensidig anonymitet. Hvis både forfatter og reviewer er indforstået hermed, kan anonymiteten hæves. Bedømmelsen er fortrolig. Hvis en reviewer kan identificere artiklens forfatter og der er et habilitetsproblem, bør reviewer orientere redaktionen herom.
Vejledende anmodes reviewer om at bedømme artiklens indholdsmæssige kvalitet med hensyn til følgende:
•Sociologisk relevans. Er emne, teorier/begreber, metoder indenfor sociologiens område?
• Nyhedsværdien af indholdet. Fremlægges der nye resultater, nye angrebsmåder, nye teoretiske strategier, nye argumentationer, nye metoder?
• Dokumentation, argumentation og sammenhæng i artiklen. Er fremstillingen, resultater og konklusioner underbygget og dokumenteret? Forekommer der påstande, synspunkter, løse ender, der ikke følges op/bruges/underbygges?
• Relatering til eksisterende viden på feltet. Er artiklen på højde med udviklingen på feltet, nationalt og/eller internationalt, forholder den sig til eksisterende litteratur?
• Revieweren kan efter eget skøn inddrage artiklens formmæssige karakter i sin bedømmelse. Det er som hovedregel redaktionens opgave at bedømme artiklens formmæssige karakter (omfang, sprog, disponering og struktur, hoved- og underrubrikker, anvendelse af skemaer, figurer mv., samt citeringspraksis).
Reviewer anmodes om en skriftlig bedømmelse, der sendes til redaktionen. Bedømmelsen bør som hovedregel også være egnet til at sende til forfatteren. Bedømmelsen bør afsluttes med en af følgende fem konklusioner:
a) Artiklen bør afvises. I dette tilfælde angives en begrundelsen for afvisningen.b) Artiklen bør afvises med mulighed for genindsendelse, dvs. der bør foretages meget væsentlige ændringer. I dette tilfælde angives det, på hvilke punkter artiklen bør ændres/omarbejdes. c) Artiklen bør accepteres, men med større ændringer. d) Artiklen bør accepteres, men med mindre ændringer. e) Artiklen kan publiceres umiddelbart. |
Redaktionen træffer den endelige beslutning om publicering og er ansvarlig over for forfatteren.